Dårlig sikkerhed hos netbanker
De seneste ugers angreb på danske netbanker har vist, at sikkerheden ikke er optimal. Det gøres der nu noget ved. Løsningen hedder DanID.
It-opgradering
Sikkerheden i de danske netbanker har længe haft brug for en opgradering, mener it-eksperter.
Avancerede hackere
Banksektoren har været klar over, at hackerne er blevet mere raffinerede i deres angreb på netbanker, men de har ventet for længe med at indføre nye sikkerhedsløsninger, skriver Politiken torsdag.
- Der burde have været mere fart på udviklingen af næste generation af netbankernes sikkerhedssystemer. Processen har taget for lang tid, for både behovet og løsningen har været kendt længe, siger professor i datalogi ved Aarhus Universitet Ivan Damgaard til Politiken.
- Det er meget drastisk at bede så mange bankkunder om at slette alt på deres computer. Det er ikke nemt for hr. og fru Jensen. Jeg synes, bankerne bør skifte til et sikkerhedssystem, hvor brugeren for eksempel får sendt et kort med engangskoder fra banken. På den måde er passwordet adskilt fra computeren og kan ikke aflures, siger datalog på Aalborg Universitet René Rydhof Hansen til Politiken.
Engangskoder
Jyske Bank, der har brugt engangskoder i mange år, havde ikke et eneste netbank-indbrud i 2008. Nu har de danske banker i samarbejde med det offentlige lavet en løsning, hvor borgerne har en digital signatur, som både kan bruges til netbanken og andre offentlige services. Den skal fungere sammen med et papkort med engangskoder, der minder om Jyske Banks.
DanID
Den nye løsning hedder DanID og når ud til borgerne i løbet af 2009.
DanID vil forbedre sikkerheden, mener Ivan Damgaard fra Aarhus Universitet, men løsningen kommer alt for sent.