Dårlige arbejdsforhold for nordjyske unge

 Dårlige arbejdsforhold for nordjyske unge

Igen i år har LO's Jobpatrulje besøgt nordjyske virksomheder for at undersøge forholdene for de unge på det nordjyske arbejdsmarked. Og igen i år var der masser af problemer blandt andet med manglende ansættelseskontrakter, tunge løft og løn under sygdom.

Det ser ikke for godt ud for de nordjyske unges arbejdsforhold. LO's Jobpatrulje oplevede manglende ansættelseskontrakter og tunge løft stort set overalt på de 1001 virksomheder, Jobpatruljen nåede at besøge i løbet af de to uger, kampagnen varede.

- Unge, der udskænker alkohol og arbejder alene, er der markant flere af end sidste år. Også arbejde med farlige maskiner, pappressere, brødmaskiner og svejseapparater fandt vi flere af end sidste år, lyder det fra Jobpatruljen.

Af de 525 unge arbejdere, som Jobpatruljen interviewede i løbet af de to uger, beretter godt 20 procent af de unge om tunge løft og manglende ansættelseskontrakter. Samtidig nævner 80 unge, at der er problemer med løn under sygdom.

Jobpatruljen talte blandt andet med en 16-årig, der arbejdede i en tømmerhandel. På grund af en arbejdsskade var han sygemeldt i fire uger, hvilket han ikke havde fået løn for. Desuden tømmer han pappresseren, har både tunge løft og skub og ingen ansættelseskontrakt.


Seneste nyt

fra Nordjylland