Dårlige veje består
Foto: Lone Vad Dam
På trods af sommerens asfaltarbejde ligger mange vejstrækninger i Nordjylland stadig hen med huller og revner til gene for bilisterne. For kommunerne kan den manglende vedligeholdelse komme til at koste dyrt.
Nordjyske bilister er begyndt at undre sig. Hele sommeren har de ventet på, at vinterens ødelæggelser på vejene ville blive udbedret. Men mange steder er asfaltarbejderne slet ikke kommet forbi, og bilisterne må sno sig rundt om små og store huller på meget ujævne veje.
- Jeg er nødt til at sætte farten ned mange steder. Ellers risikerer jeg, at en af brugerne ryger ud af sin kørestol, når vi rammer et hul, siger Jens Hasemann, som daglig kører ældre og handicappede rundt i Jammerbugt Kommune.
Der er ikke udsigt til, at det bliver anderledes lige med det samme. Kommunerne har de senere år skåret ned på asfaltbudgettet, selvom vejene trænger til vedligehold.
- Kravet om nulvækst i kommunerne og stigende sociale udgifter gør, at vi ikke bruger penge nok på vejene, og jeg er nødt til at sige, at vi kommer til at køre på dårlige veje også i fremtiden, siger Jens Christian Colding, formand for Miljø- og teknikudvalget i Jammerbugt Kommune.
Det samme billede tegner sig i alle andre nordjyske kommuner. På TV2/Nords facebook-side findes mange indlæg med eksempler på dårlig vejvedligehold i hele regionen. Det kan vise sig at blive rigtig dyrt for kommunerne at lade vejene ligge, som de ser ud i dag.
- Hvis ikke man sørger for at ordne revner og huller i slidlaget, så kommer regn og is ned i de næste lag også. Når først det sker, skal man virkelig til pungen, siger lektor ved Aalborg Universitet, Lars Bolet.