Dårligere tilbud til spise-forstyrrede i Nordjylland
Region Nordjylland er dårligere end de fleste regioner til at behandle spiseforstyrrede. Den kritik lyder fra en lang række af personer, som P4 Nordjylland igennem længere tid har talt med.
Både patienter og pårørende, foreninger og psykiatrimedarbejdere udtrykker temmelig samstemmende, at behandlingen i landsdelen lider af mangel på tilbud som terapi, og spiseforstyrrede i Nordjylland har ikke et selvstændigt sengeafsnit, som for eksempel findes på Center for Spiseforstyrrelser i Aarhus.
Steen Andersen, generalsekretær i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade kalder Nordjylland "en sort plet på Danmarkskortet".
- Vi hører meget fra vores medlemmer, som er patienter i landsdelen, at der mangler tilbud og at tilbuddene ikke er tilstrækkelige, siger han til DR Nordjylland.
Intet højt specialistafsnit Kritikken medgives også af børnepsykiater i Aalborg Elisabeth Thorgaard. Hun påpeger, at man i Region Midtjylland har den specialistenhed på højeste niveau, som Aalborg ikke har, og det påvirker kvaliteten af det nordjyske tilbud.
- I Aarhus har man brugt mange flere år til at opbygge tilbuddet. Det gør dem naturligvis bedre rustet, fortæller hun.
Regionsrådsformand Ulla Astman (A) mener dog ikke, det er forkert, at der findes foregangsregioner, der gør det bedre.
- Der skal være nogle, der går foran for viser vejen for andre, siger hun til DR Nordjylland.
Hun påpeger, at man allerede planlægger en oprustning og håber at kunne åbne en selvstændig afdeling for spiseforstyrrede i 2020, som bygges i tilknytning til det kommende sygehus i Aalborg Øst.