Datatilsyn på visit hos nordjyske kommuner: Kritisabelt

Et besøg hos de nordjyske kommuner viser, at der er flere kritisable forhold.

Frederikshavn Kommunes sikkerhedsregler har ikke været ajourført siden 2007. Det konstaterede Datatilsynet ved en inspektion, skriver Kanalfrederikshavn.dk.

Datatilsynet var i efteråret 2015 på inspektion hos Frederikshavn Kommune. De kritiserede, at kommunen på tre områder ikke lever op til kravene i persondataloven og sikkerhedsbekendtgørelsen.

Efter besøget fortæller Centerchef Mogens Kahr Nielsen hos Frederikshavn kommunes IT, digitalisering og velfærdsteknologi afdeling, at de nu har udarbejdet en handleplan, så alle regler fremdadrettet bliver overholdt.

- Op mod sommerferien er der igangsat en proces, der skal skabe den fornødne ajourførte viden hos kommunens medarbejdere. Selve arbejdet hermed vil løbe hen over efteråret 2016. Ligeledes vil der hen over efteråret blive arbejdet med de enkelte systemejere og det ansvar, der hører til at være systemejer, siger Mogens Kahr Nielsen til Kanalfrederikshavn.

Datatilsynet har også været på visit hos andre nordjyske kommuner. Hos tre andre kommuner viste det sig, at flere medarbejdere havde adgang til sager, de ikke burde have adgang til.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland