De færreste arbejder

Alle nordjyske kommuner vil til næste år have flere borgere på passiv forsørgelse end borgere, der er på arbejdsmarkedet. Det viser en analyse, som KORA har lavet for DR.

Kommunerne kæmper med arbejdsløshed og et stigende antal ældre, og KORA forventer altså nu, at der vil være et flertal af borgere på passiv forsørgelse i alle de nordjyske kommuner i 2013. Og det sætter velfærden under pres. Det oplyser DR Nordjylland.

- Når der skal bruges flere penge og ressourcer på dem, der står uden for arbejdsmarkedet, vil der blive færre til andre typer af velfærdsopgaver, for eksempel folkeskoleområdet eller børnepasningsområdet, siger Kurt Houlberg til radioen. Han forsker i kommunaløkonomi ved forskningsinstituttet KORA.

Og borgerne skal ifølge Kurt Houlberg forvente et lavere serviceniveau i fremtiden.

Den hårdest ramte kommune er Læsø, hvor kun 41 pct. af alle borgere ifølge prognosen vil være beskæftiget i 2013. Og bedst ser det ud i Rebild, hvor tallet er 49.


Seneste nyt

fra Nordjylland