De nordjyske bilister kan ikke starte

På grund af kulde, sne og is har Falck og Dansk Autohjælp haft travlt med at hjælpe de nordjyske bilister det seneste døgn.

Det kolde vintervejr har for alvor ramt de nordjyske bilister. Siden midnat har Falck og SOS Dansk Autohjælp i Nordjylland haft omkring 200 assistancer.

Det er især batterierne i bilerne, som i stor stil har givet op.

- Det er især starthjælp, som vi er rykket ud på, siger vagthavende ved Falck i Aalborg, Brian Olsgaard og fortsætter:

- Vi har haft omkring 100 assistancer siden midnat, så vi har rigtig travlt i dag.

I løbet af eftermiddagen er sneen for alvor faldet i Nordjylland, og meteorologerne melder om op imod 10 centimeter sne i det kommende døgn. Hos Falck er man forberedt på endnu mere travlhed.

- Vi er helt klar. Vi har indkaldt ekstra mandskab, så vi kan hjælpe vores kunder hurtigt i det kolde vejr, siger Brian Olsgaard til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland