De røde faner mod Carnitech
LO-fagforeningerne går i koordineret indsats for at overenskomstdække virksomheden, der har produktionssteder i Støvring, Sørup og Nørresundby.
Aktion onsdag morgen
Aktionen starter onsdag morgen 22. oktober kl. 06.30, hvor faglige repræsentanter fra fagforbundene, Fagligt Fælles Forbund, 3F Aalborg, HK, Teknisk Landsforbund, Metal Nørresundby og Metal Aalborg samt Dansk El Forbund Nordjylland møder op for at hilse på medarbejderne hos Carnitech.
Sundt med overenskomst
De møder med vand, æbler, fagligt materiale og en overenskomst, så medarbejderne kan se, hvad de går glip af.
- Vi har tidligere haft kontakt til virksomheden for at få tegnet overenskomst, siger koordinator for indsatsen, faglig sekretær John Ørbæk Pedersen, 3F Aalborg, og fortsætter:
- Virksomheden har udtrykt velvilje, men siger, at medarbejderne skal stemme om det. Vi forsøger nu at få medarbejderne i tale, så de kan stemme om en overenskomst, der giver dem samme faglige rettigheder som alle andre ansatte på lignende virksomheder.
Hvem er Carnitech
Carnitech A/S blev grundlagt i 1981, og er i dag én af verdens førende leverandører af procesudstyr til fødevareindustrien.
Hos Carnitech i Støvring beskæftiger de sig hovedsageligt med udstyr og procesløsninger til kødindustrien.
Fabrikation og eksport af maskiner og udstyr i rustfrit stål til fødevarebranchen.