DEAS overtager driften af Friis

Fra den 1. juli bliver driften af Friis overtaget af ejendomsforvaltningsselskabet DEAS.

Ejendomsforvaltningsselskabet DEAS overtager driften af Friis fra den 1. juli. Friis er ejet af Danica Pension, som nu udvider deres samarbejde med DEAS.

Lige nu står DEAS for administration og udlejning i fire af Danicas Pension butikscentre i Storkøbenhavn. Men fra den 1. juli får selskabet ansvaret får endnu 13 butikscentre, hvoraf en af dem er Friis.

- Vi glæder os meget til at komme i gang med at drive Friis. Vi skal nu sammen med vores nye dygtige medarbejdere lave en strategi og handlingsplan for centret. Vi har en udviklingsbaseret tilgang til center management, og vi skal finde frem til, hvordan vi kan være på forkant med de ønsker, som kunderne har, siger Finn Sture Madsen, afdelingsdirektør i DEAS.

Fra den 1. juli bliver Lotte Vestergaard Skou ny center manager i Friis. Hun har tidligere arbejdet for Bestseller og Dansk Supermarked.

- Det er vores fornemste opgave at sikre, at Friis til enhver tid matcher vores kunders krav og giver dem en masse oplevelser, som de kun finder hos os. Den opgave glæder vi os nu til at løfte sammen med resten af DEAS, siger Lotte Vestergaard Skou, center manager i Friis.


Seneste nyt

fra Nordjylland