Debat om flysikkerhed
De fleste kender til sikkerhedskontrollen i lufthavnen, hvor både bælter, tasker, jakker og sko skal af inden der er fri bane ud til flyet. Nu står den samlede danske luftfartsbranche frem og kritiserer reglerne, som flypassagerer har klaget over i flere år.
Henriette von Platen er flypendler. Hun flyver flere gange om ugen mellem Aalborg og København. Flere gange har hun oplevet sikkerhedskontrollen fra sin værste side. Især én oplevelse med en utrolig nærgående kontrollør i København lufthavn hænger ved.
-Han begynder så at tage hver eneste ting op til offentlig beskuelse på båndet, og da det var en kuffert og jeg havde overnattet, så var der jo både trusser og BH'er. Som jeg sagde til ham, altså hvis du vil ligge hver eneste op i min kuffert, så synes jeg ikke det er sjovt længere, fortæller Henriette von Platen.
Indtil nu har politikerne ikke gået ind i debatten om flykontroller, der har taget til siden 11. september 2001. Terrorangrebet mod World Trade Center medførte, at der blev skruet gevaldigt op for sikkerheden i lufthavne verden over. Først nu godt ni år senere bliver der stillet spørgsmålstegn ved de skrappe sikkerhedsregler anført af den samlede danske luftfarts branche.
- Terroristerne, som har fået os til at lave den her øget sikkerhedskontrol. De skal altså ikke have lov at vinde på den måde, at de laver hele vores hverdag om. Det skal altså være sådan, at vi trygt kan flyve og har tillid til at det virker, uden vi behøver at lave en overdreven kontrol, siger socialdemokrat Rasmus Prehn MF.
Fra den anden side af folketingssalen mener man nu ikke, at de nuværende sikkerhedsregler i lufthavnene er et problem.
-Vi er jo ikke uvillige til at se, om reglerne kan laves mere smidige. Det er bare meget afgørende for Dansk Folkeparti, at det ikke sker på bekostning af flysikkerheden. Der er jo en årsag til, at reglerne er som de er i dag, nemlig at vi har haft nogle terrorhandlinger, siger Kim Christiansen MF, fra Dansk Folkeparti.