Demonstration på Aalborg Rådhus
Den nye kontanthjælpsreform rammer flere tusind nordjyder, som lever sammen uden at være gift. En ny forsøgerpligt betyder, at de skal forsørge hinanden, hvis den ene kommer på kontanthjælp, og det kan gøre ondt på økonomien.
Den nye kontanthjælpsreform fik torsdag en gruppe borgere til at demonstrere på rådhuset i Aalborg. De er utilfredse med den gensidige forsørgerpligt i reformen.
Fra årsskiftet rammer den nye kontanthjælpsreform flere tusind nordjyder, som lever sammen uden at være gift. Alene i Aalborg har kommunen sendt breve om den gensidige forsørgerpligt ud til godt 1300 borgere, som kommunen mener, bliver ramt af reformen.
Reformen betyder, at de ugifte par over 25 år nu har pligt til at forsørge hinanden, hvis den ene i forholdet er på kontanthjælp.
Det fik torsdag en gruppe borgere til at demonstrere på rådhuset i Aalborg. Med et banner forrest stillede de sig op på borgmesterkontoret for at vise deres uvilje mod den gensidige forsørgerpligt.
- Vi har ikke glemt, at den gensidige forsørgelsespligt er trådt i kraft. Og vi går altså ikke vores vej, siger Tommy Damsgaard Andersen fra Storvorde, som har arrangeret demonstrationen.
Tommy Damsgaard Andersen rammes selv af reformen. Han har været sygemeldt i halvandet år med stress og depression, og hans kæreste er på kontanthjælp på grund af langvarig sygdom. Kærestens kontanthjælp bliver nu beskåret, og det kan mærkes på familiens økonomi. Enten kan Tommy Damsgaard Andersen begynde at arbejde, selv om han ikke er blevet rask, eller også må familien i værste fald splitte sig op, så kæresteparret ikke længere bor sammen.
- Det er en helt igennem forfærdelig tanke, og den er bestemt ikke rar at forholde sig til, siger Tommy Damsgaard Andersen.
Folketingsmedlem Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti har været med til at skrive under på den nye reform, selv om han ikke er særligt godt tilfreds med den, og han tror ikke, vi har hørt det sidste ord i sagen om kontanthjælpsreformen og den gensidige forsørgerpligt.
- Med den her fælles forsørgerpligt må vi forvente, at nogen af dem, der bliver ramt, vil rejse en fælles sag imod staten. Der er mange, der mener, den er grundlovsstridig, og det tror jeg, bliver afprøvet. Jeg er også selv i tvivl, siger Bent Bøgsted.