Depression er ikke noget, man taler om i fodboldens verden. Men det barske liv som professionel fodboldspiller byder på så mange succeser og nedture, at et stort antal i Superligaen rammes af depression.

Det kan nemlig være hårdt at blive sat på bænken, have et formdyk eller være langtidsskadet. I værste fald kan det føre til selvmordstanker.

- Jeg vil tro, at en tredjedel i løbet af deres karriere kan blive diagnosticeret som depressive i mindre eller højere grad, vurderer sportspsykolog Erik Østenkjær.

Det store problem er ofte, at depressionen ikke bliver opdaget og får lov til at udvikle sig. Så bilder spilleren ofte omverdenen ind, at han er skadet. Eller måske indstiller han karrieren.

- Fodbolden er en machokultur. Det betyder, at man ikke vil vise svaghedstegn. For mange bliver det betragtet som en svaghed at få hjælp, og det kan i sidste ende betyde, at man ikke kan være på holdet. Og det værste for en depressiv er at få at vide, at man er kasseret. Det understøtter, at man er utilstrækkelig, fortæller Østenkjær, der mener, at klubberne bør være bedre til at tage hånd om de depressive spillere:

- Det er ikke kravene til spillerne, der er for store. Det er netværket omkring dem, som ikke fungerer. Det er paradoksalt, at man i store klubber ikke har en HR-afdeling, som man har i alle andre virksomheder.