Derfor bruger 15-årig sin ferie på at gå
Foto: Foto: Henriette Maj Pedersen
Selvom Mathias er fra Esbjerg har skagboere heppet på ham.
Mathias Bonnichsen har oplevet stor opbakning fra flere nordjyder på sin vandretur med endestation i Skagen.
15-årige Mathias Bonnichsen bruger sin ferie lidt anderledes end de fleste.
Han er nemlig på en 310 kilometer lang gåtur fra Esbjerg til Skagen.
- Jeg tror, det er sundt at sætte sig nogle mål og udfordre sig selv, komme ud af sin komfortzone og vise, hvad man kan, lyder det.
Mathias Bonnichsen har ikke som sådan trænet op - andet end at gå nogle gode ture med sin far. Denne gang går han alene.
- Det har fordele og også problemer, fortæller han.
- Man kan godt blive ensom en gang imellem. Så kan man selvfølgelig ringe til sin mor, og det har jeg gjort. Men når man er alene, så bestemmer man selv, hvor langt man vil gå, og hvad man vil spise. Og man tænker en masse, men ikke nødvendigvis de store tanker, griner Mathias.
Også det at opleve ting undervejs, betyder noget for den 15-årige teenager.
- Jeg ser hele Jylland. Man oplever mange ting og ser mange ting, når man er ude og gå, rigmandshuse og gamle skure og mærkelige biler.
Til efteråret skal han sammen med sin far gå en del af caminoen - men det bliver blot en tur på 110 kilometer.
- De første par dage skal man lige vænne sig til ikke at sove i sin seng. I starten var det hårdt, men nu nyder jeg det, og jeg ville gerne gå par dage længere, men nu er jeg næsten nået toppen.
Jeg tror på, at man kan hvad man vil – hvis man brænder for det, så go for it
Mathias Bonnichsen
Skagboer bakker op
Undervejs har Mathias Bonnichsen delt sin vandretur på sociale medier, og her har han fået god opbakning.
- Jeg har fået meget mad og sodavand af folk. Jeg er blevet virkelig forkælet. Rygsækken er blevet fire kilo tungere på grund af chips og mad.
- Når jeg kommer til Skagen – så skal jeg mødes med min mor, og hun siger, der også er andre, der vil hilse på mig. Hun har booket et hotel, så skal vi bare hygge og slappe af og nyde det hele.
På toppen af Danmark - i Skagen - stod Mathias' mor og en hel velkomstkomité klar.
- Han har aldrig sådan rigtigt gået specielt meget – men har altid været en outdoor-type, der elsker at se Alene i Vildmarken og Nak og Æd på tv. Og så har han mange gange overnattet i naturen med venner i shelters, siger Janni Bonnichsen, mor til Mathias.
Hun havde sørget for flag og opbakning i regnvejret, da Mathias kom i mål.
- Han er drevet af en vilje til at vise, at man kan hvad man vil, slutter mor Janni Bonnichsen.