Det er blevet mere populært at tage en erhvervsuddannelse
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Selvom der ikke bliver uddannet nok fra erhvervsuddannelserne, er det positivt, at kurven er knækket. Arkivfoto.
Særligt i Thisted, Læsø og Frederikshavn Kommune vælger flere unge at tage en erhvervsuddannelse. Det er en glædelig udvikling, mener analytiker.
Flere unge vælger en erhvervsuddannelse, og særligt i de jyske kommuner har flere valgt at gå den faglige vej siden 2015. Det viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
FAKTA
Da man lavede en reform af erhvervsskolerne i 2015, var det målsætningen, at 25 procent af en ungdomsårgang skulle vælge en erhvervsuddannelse. På den måde kan man sikre, at Danmark ikke kommer til at mangle faglærte i fremtiden.
- På landsplan falder andelen af faglærte ikke længere. Det er en glædelig udvikling, ligesom man i flere kommuner ser, at det går den rigtige vej. Men det er afgørende, at vi får alle kommuner med på målsætningen om at sikre nok faglærte, og der må vi bare sige, at vi ser store forskelle ude i kommunerne, siger chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Mie Dalskov Pihl i en pressemeddelelse.
Blandt de 10 kommuner, som siden 2015 har vendt udviklingen mest, er Læsø, Frederikshavn og Thisted Kommune at finde.
Læsø har fået 9,6 procent flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse siden 2015.
Thisted har fået 8,2 procent flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse siden 2015.
Frederikshavn har fået 5,8 procent flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse siden 2015.
På landsplan er det også blevet mere populært at tage en erhvervsuddannelse. 17,2 procent valgte i 2018 den faglige vej. Det er steget fra 15,9 procent i 2015.
Alle de nordjyske kommuner er over landsgennemsnittet i det henseende. I gennemsnit tager 21,3 procent af de unge nordjyder en erhvervsuddannelse.
Dermed er region Nordjylland den del af landet, hvor flest forventes at tage en erhvervsuddannelse. I region Hovedstaden er andelen på 12,6 procent, mens de resterende tre regioner alle ligger mellem 18 og 19 procent.
Se, hvordan det ser ud i din kommune her: