Det var en mand fra Læsø, der skød sig selv
En 44-årig mand fra Læsø skød sig selv på åben gade foran en jagtbutik, som han lige havde besøgt.
Den 44-årige mand, der på makaber vis tirsdag formiddag begik selvmord ude foran en jagtbutik i Frederikshavn, var fra Læsø. [b]OPDATERET 16.58[/b]
Det var næsten helt ude på fortovet ude foran jagtbutikken på Gl. Skagensvej, den 44-årige lige omkring kl. 10.45 tirsdag formiddag skød sig selv i hovedet med et dobbeltløbet jagtgevær, som han forinden havde foregivet at være interesseret i at købe.
Jagtbutikkens indehaver og voksne søn befandt sig indenfor i forretningen, da den dramatiske og tragiske hændelse skete udenfor.
Den 44-årige kom i butikken 1-2 gange om året, fortæller indehaveren, der ikke vil filmes, men alligevel gerne vil udtale sig til TV2/NORD.
- Jeg er rystet. Jeg havde aldrig forestillet mig, at sådan noget kunne ske. Det er sådan noget man kun ser på film, siger han til TV2/NORD, og han forklarer yderligere, at det er normal procedure i landets jagtbutikker, at kunderne får lov til at tage våben, uden ammunition, med udenfor, for at prøve hvordan geværet ligger på skulderen og hvordan sigtet er m.m.
Der var altså ikke patroner i geværet, da butikken udleverede det til den 44-årige, så Nordjyllands Politi formoder, at manden selv har medbragt patroner.
Inden selvmordet var den 44-årige i psykiatrisk behandling.