DF vil lovliggøre peberspray
Foto: TV2 Nord (Arkiv)
Utrygge kvinder går rundt med hårlak og wd-40 i håndtasken, fordi peberspray ikke er tilladt. Nu vil DF gøre peberspray lovligt.
Politiet er lige nu de eneste i Danmark, der må bruge peberspray. Der er dog mange utrygge kvinder, der ønsker at få lov til at bære sprayen. Derfor fremsætter Dansk Folkeparti snart et beslutningsforslag, der skal legalisere den lille dåse.
- Vi foreslår, at man skal kunne indhente en tilladelse til at anskaffe sig en peberspray, og hvis man ikke har begået vold, voldtægt eller andre grove forbrydelser, så skal man have lov til at købe en peberspray og bære en peberspray, siger Peter Kofoed Poulsen, der er retsordfører for Dansk Folkeparti.
I Venstre mener de ikke, at peberspray er løsningen for utrygge kvinder. De vil ikke stemme for forslaget.
- Hvis det hjalp at lempe våbenloven, som det her jo vil være, hvis man legaliserede peberspray, så kan jeg kun sige, at så må USA være et utroligt fredeligt land. Vi skal passe på at vi ikke eskalerer situationen herhjemme, siger Preben Bang Henriksen, der er Venstres retsordfører.
I går kunne vi her på TV2 Nord fortælle at mange nordjyske kvinder går rundt med hårlak, deodorant eller wd-40 i håndtasken, som de vil forsvare sig med, hvis de bliver overfaldet. Lige nu koster det nemlig op til 3000 kroner i bøde, hvis man bliver taget i at bære en peberspray på gaden. På vores facebookside skriver flere åbent, at de går med peberspray selvom det er ulovligt.
- Jeg går altid med peberspray enten i lommen eller tasken da jeg selv er blevet overfaldet to gange, skriver Sofie Helmer Nielsen.
- Det skider jeg på.. man kan bestille peberspray på tyske sider.. Har selv to stk i tilfælde af indbrud overfald osv.. Køb køb køb, skriver Kristian Jensen.
- Synes det er helt ok. Har altid en peberspray i lommen når jeg er ude alene, skriver Ditte Mørch Wærens.
Venstre mener dog, at de utrygge kvinder glemmer, at de potentielle voldtægtsmænd også får lov til at gå rundt med peberspray i lommen, hvis det bliver lovliggjort.
Det kan i vidt omfang, hvis det spredes omkring, benyttes som et angrebsmiddel af kriminelle og i det hele taget mener jeg at det er en kedelig udvikling.
- Det kan i vidt omfang, hvis det spredes omkring, benyttes som et angrebsmiddel af kriminelle og i det hele taget mener jeg, at det er en kedelig udvikling, siger Preben Bang Henriksen.
Dansk Folkeparti har i flere år ønsket at legaliserede peberspray, men de har aldrig kunne få de andre partier med på det.
- Allerede i dag så vil en gerningsmand jo kunne købe peberspray i Tyskland, hvor det er helt legalt. Så synes vi også det er er fair nok at ofrene får mulighed for at bruge en peberspray til at pacificere en gerningsmand, siger Peter Kofoed Poulsen.
I Finland og Sverige kan man i dag søge om få lov til at bære peberspray. Den ordning vil Venstre til gengæld gerne diskutere.
- Det kunne være en mulighed, som vi kunne overveje i forbindelse med beslutningsforslagets behandling i Folketinget. På tilsvarende vis kunne det også overvejes om man skulle have tilladelse til at have peberspray i hjemmet i tilfælde af indbrudstyveri, siger Preben Bang Henriksen.
Ifølge Danmarks Statistik har antallet af anmeldte voldforbrydelser været faldende i flere år på landsplan. Det sidste halve år er tallet dog steget igen. Der er dog ingen stigning i Nordjylland. I flere år har antallet af anmeldte voldforbrydelser ligget på cirka 1500 i Nordjylland.