DF?er fra Aalborg ekskluderet
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
En byrådskandidat i Aalborg Kommune er blevet ekskluderet. Nu klager han til Kristian Thulesen Dahl.
Onsdag modtog byrådskandidat Hans Christian Weinreich Olsen fra Nørresundby et brev fra Dansk Folkepartis hovedbestyrelse om, at han med øjeblikkelig virkning er blevet ekskluderet af partiet. Det skriver nordjyske.dk.
Eksklusionen kommer, efter at Hans Christian Weinreich Olsen, som fik 101 stemmer ved byrådsvalget i november, på Facebook har rettet en hård kritik af den lokale partiforening.
Sagen startede, da den nordjyske DF'er lagde følgende tekst på Facebook:
- Nu da valget er overstået, og os nede i rækkerne skulle have lidt lagkage for de mange stemmer til partiet, fik man lige en våd klud i hovedet. Vores to byrådskandidater, som I jo nok alle kender, Tommy Eggers og Kirsten Algren, nappede alt til sig selv og delte ud af poster til dem, der har hængt plakater op for dem, så vi andre sidder med en klam fornemmelse i baglommen...
Både lokalformand Gert Ingolf Johansen og partisekretær Poul Lindholm Nielsen har opfordret byrådskandidaten til at slette kritikken, men det har han nægtet.
Hans Christian Weinreich Olsen har påpeget, at man skal have lov til at ytre sig, og han vil ikke finde sig i eksklusionen.
- Jeg har allerede sendt en klage til Kristian Thulesen Dahl. For mig bekendt kan man altså ikke smide nogen ud, uden de har haft en samtale med hovedbestyrelsen. Og det har jeg jo ikke, siger han til nordjyske.dk.
Hans Christian Weinreich Olsen siger, at flere partimedlemmer bakker op om hans kritik.
- Jeg har i hvert ikke tænkt mig at give op. For vi har vel stadig ytringsfrihed, siger han.