DIF-formand: Jeg står ved mine ord

Danmarks Idræts Forbunds formand Niels Nygaard står ved sin kritik af Jonas Mikkelsen og afventer undersøgelse for matchfixing.

Hvis den aalborgensiske cykelentusiast, Jonas Mikkelsen fra Special Invite, havde håbet på, at hans udsendelse af en pressemeddelse, hvori han kræver en officiel undskyldning fra DIF, skulle få anklagerne om matchfixing til at forsvinde, må han tro om igen.

Kritikken af Jonas Mikkelsen er haglet ned over ham, efter det er kommet frem, at han forsøgte at betale ryttere for at køre langsomt i gadeløbet i Aalborg med hovednavnet Alberto Contador som trækplaster.

I en pressemeddelelse, som han udsendte tidligere i dag, forventer Jonas Mikkelsen, at 'DIF kommer med en officiel undskyldning, da det blandt andet er DIF, som har pustet til historien om matchfixing'.

Den fremstilling møder ingen genkendelse hos Niels Nygaard, der blankt afviser at imødekomme kravet om undskyldning.

- Jeg står ved mine ord i sagen, og har ikke flere kommentarer til sagen, før undersøgelsen om matchfixing er tilendebragt, siger Niels Nygaard efter at fået læst pressemeddelelsen op i telefonen.

Jonas Mikkelsens tilbud på 1.000 kr. pr. rytter for at 'give Contador en god oplevelse i Aalborg' kom frem efter en email kom i DRs besiddelse blot få timer efter løbet, hvor flere ryttere nægtede at stille til start.


Seneste nyt

fra Nordjylland