Differentieret afgift ikke nok
Foto: Lone Vad Dam (arkiv)
Regeringen vil indføre ny transportafgift, der vil forringe udkantsområdernes konkurrenceevne. Det frygter nordjysk beskæftigelsesråd, der heller ikke mener, at en differentieret afgift er nok. [size=3][/size]
Med støtte fra Enhedslisten vil regeringen fra 2015 indføre en ny kørselsafgift, der pålægger lastbiler over 12 tons at betale 1,50 kr. pr. kørte kilometer. Det har fået nordjysk erhvervsliv til at protestere, og socialdemokraterne lover nu, at der vil blive lavet en aftale, der giver virksomheder i udkantsområder en fordel i forhold til hovedstadsområder. Men det er ikke nok.
De nordjyske erhvervsdrivende er utilfredse med, at nordjyske lastbiler, der skal køre længere distancer, skal betale sådan en afgift, og de frygter, at det kan få store konsekvenser for erhvervslivet i Nordjylland. De mener, at resultatet af en kørselsafgift vil blive et endnu skævere Danmark.
- Der skal meget, meget lidt til, før en virksomhed vipper fingeren nedad med hensyn til at være i Nordjylland - især i forhold til at investere i nye arbejdspladser, siger Egon Sørensen, der er formand for beskæftigelsesrådet ifølge P4 Nordjylland.
Og selvom socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen, er klar til at differentiere afgiften til udkantsområdernes fordel, er de nordjyske erhvervsfolk stadig kritiske overfor en afgift. De mener, at lovforslaget skal trækkes tilbage, hvis det stadig skal være attraktivt at drive forretning i Nordjylland.
- Fra erhvervslivet i Nordjylland er meldingen derfor klar: Drop enhver tanke om en ny kørselsafgift. Den er en direkte trussel mod det nordjyske erhvervsliv, skriver de erhvervsdrivende i en pressemeddelelse tidligere på året.
Beskæftigelsesrådet har nu sendt endnu en brev til skatteministeren, hvor de giver udtryk for deres bekymring. Forslaget om den nye transportafgift bliver fremlagt til foråret.