Direktør for skandale-firma: Troede vi var registreret

Direktør Kurt Frederiksen fortæller, at han har rykket Fødevarestyrelsen i mange år for at få svar.

Direktøren hos fødevarevirksomheden Nordic Ingredients, Kurt Frederiksen, gik ud fra, at hans virksomhed var lovligt registreret hos Fødevarestyrelsen i de 10 år, virksomheden har eksisteret.

Det fortæller han fredag til Ritzau.

Nordic Ingredients blev onsdag lukket af Fødevarestyrelsens rejsehold, da virksomheden ikke havde overholdt hygiejnereglerne og brugt en betonblander til at fremstille rugbrødsgelé, der blandt andet er blevet solgt til hospitaler.

I samme omgang har det vist sig, at Nordic Ingredients ikke har været registreret hos Fødevarestyrelsen. Men det kommer bag på Kurt Frederiksen.

- Jeg har både CVR-nummer og det såkaldte P-nummer, og jeg har drevet virksomheden i over 10 år. Så jeg har arbejdet med åbne kort, men jeg har dog ikke tjekket, om jeg var registreret hos Fødevarestyrelsen.

- Jeg har søgt, og jeg har rykket Fødevarestyrelsen fire gange uden at få svar. Jeg har da undret mig op til flere gange, hvorfor jeg ikke har hørt noget, men det skal ikke være en undskyldning. Ansvaret er mit, siger Kurt Frederiksen.


Seneste nyt

fra Nordjylland