Direktør stævnet for overvågning af medarbejder

 Direktør stævnet for overvågning af medarbejder

Butiksansat kræver erstatning fra Kurt Kejser Nielsen, Hobro

Direktør Kurt Kejser Nielsen, Hobro, er torsdag i Sø- og Handelsretten i København afkrævet en erstatning for tort, efter at en kvindelig ansat i en af hans Matas-forretninger i København uberettiget er blevet tv-overvåget.

Overvågningen fandt sted en decemberdag i 2004. På en monitor i Hobro kunne arbejdsgiveren se, at ekspedienten tog lipgloss (læbestift) på i butikslokalet. Kort efter blev den ansatte ringet op af arbejdsgiveren, som kort og godt meddelte hende, at hun var blevet iagttaget i forbindelse med sin make up. Det fortæller Nordjyske Stiftstidende.

Dagen efter samtalen blev den ansatte fyret. Det blev dog ikke begrundet med episoden med lipgloss. Fyringen tog afsæt i den kendsgerning, at omsætningen i forretningen var gået ned.

HK gik straks ind i sagen, og Kurt Kejser Nielsen er som arbejdsgiver tidligere på året i arbejdsretten blevet idømt en bod på 50.000 kr. for den uberettigede overvågning.

- Men i HK finder vi episoden så alvorlig, at vi på vores medlems vegne nu også kræver en erstatning for tort, oplyser konsulent i HK, Bjarne Pedersen, København.


Seneste nyt

fra Nordjylland