DM i Skills åbner døre for fremtiden
Foto: Rasmus Krøll
Sidste år stod nordjyske Samuel Birk Axelsen øverst på skamlen til DM i Skills konkurrencen for flisemurere, og det har han nydt godt af bagefter.
Hvert eneste detalje skal være på plads, hvis man vil øverst på skamlen til DM i Skills.
Det kender 21-årige Samuel Birk Axelsen alt til, for sidste år var det ham der kunne kalde sig Danmarks bedste flisemurer, og den indsats har båret frugt for Samuel.
- Altså man har da fået et par tilbud, det skal man ikke ligge skjul på, siger Samuel Birk Axelsen.
Men det er ikke kun jobtilbud, Samuel har fået ud af sejren. Han har også lært sig selv meget bedre at kende i pressede situationer.
- Man kan trække det med ud på arbejdet. Så hvis der er lidt presset nogle dage, så ved man: det kan jeg præstere det her, og det kan jeg ikke præstere, siger Samuel Birk Axelsen.
Deltagelse lover godt for fremtiden
Danmarks bedste murer, snedker og tømrer skal fra torsdag til lørdag findes ved DM i Skills. Konkurrencen for erhvervsuddannelser foregår i år i Næstved, og hvis man er en af de dygtige, der har kvalificeret sig til konkurrencen, så har man fået en lovende start på en karriere i håndværksfaget.
- Vi kan se, at de fortsætter i branchen og brænder for deres fag og dem ser vi jo poppe op rundt omkring efterfølgende, når vi følger med – så det er de dygtige, det er de ypperste der er med i det her, siger uddannelsesleder på Tech College i Aalborg, Henrik Skallerup Andersen.
Netop, at det de dygtigste, der er med, gør, at deltagerne presser hinanden til at tage deres fag nye steder hen.
- Jeg tillod mig at sammenligne det med OL i min tale, fordi der er nogen, der vinder – og det er jo fantastisk. Men det er også sjovt at være med et sted, hvor det hele handler om, hvad man kan skabe med de her uddannelser, siger undervisningsminister, Merete Riisager (LA).
Én ting deltagerne ved DM i Skills helt sikkert har skabt er en fremtid.
De er helt klart sikret i deres fremtid inden for håndværket – helt bestemt.
Henrik Skallerup Andersen, Uddannelsesleder, Tech College.
- Dem vi har haft, der sådan har deltaget. De er helt klart sikret i deres fremtiden inden for håndværket – helt bestemt, siger Henrik Skallerup Andersen.
Selvom fremtiden på jobmarkedet lurer forude for Samuel, så vil han først fokusere på at gøre sidst bedste til dette års DM i Skills.
- Selvfølgelig er jeg her for at prøve på at vinde, men det er nogle rigtig dygtige deltagere der er her i år, så det svært, det er rigtig svært, siger Samuel Birk Axelsen.
Vinderen i Samuel Birk Axelsens konkurrence bliver afsløret på lørdag.