DMI: Skybrud i det meste af landet

Nordjylland ser ud til at slippe billere end resten af landet.

Bornholm kan få helt op til 30 grader lørdag. Til gengæld kommer de høje temperaturer sammen med et skybrud.

Normalt ville det vække glæde hos de fleste, at meteorologerne melder om temperaturer op til 30 grader i Danmark i løbet af lørdagen.
Men der er ingen grund til glæde og optimisme, for de høje temperaturer kommer ikke i følgeskab med sol og strandvejr. Tværtimod varsler DMI skybrud over det meste af landet.

- I øjeblikket regner vi med, at det bliver værst i Østjylland, på Fyn, Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, siger Thyge Rasmussen, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Kun Vestjylland har ikke særlig stor sandsynlighed for at blive ramt, tilføjer han.

Årsagen til skybruddet er de store varmekontraster i landet. Bornholmerne kan få helt op til 30 grader, mens sjællænderne også kan forvente temperaturer over 25 grader. I Jylland bliver det til gengæld en hel del køligere.

- Særligt i Vestjylland bliver det køligt, formentlig ikke mere end 15-18 grader, siger Thyge Rasmussen og tilføjer, at den kraftige regn og det stedvise skybrud rammer landet over middag.

- Det ser ud til, at det bliver forholdsvist fredsommeligt her i formiddag, men over middag begynder den kolde luft over Jylland at presse sig østpå, og det er i forbindelse med det, at skybruddet udløses, forklarer han.

Skybrud er et vejrfænomen, der betyder, at der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter. Da et voldsomt skybrud sidste år ramte København, faldt der hele 135,4 millimeter på et døgn, og skybruddet blev det værste regnvejr i 55 år.

I denne omgang forventes regnvejret at vare det meste af eftermiddagen.
- Det skulle være slut hen på aftenen. Omkring klokken 20 ser det ud til, at stort set kun Bornholm fortsat kan forvente regn. I resten af landet klarer det op, og det kan godt blive en pæn aften i en stor del af landet, siger Thyge Rasmussen.

Søndag byder også på regnvejr, men ikke af samme styrke som lørdag. Solen titter også frem i løbet af dagen, men til gengæld er temperaturerne faldet væsentligt.

- Vi kommer ikke over 20 grader, så vi er tilbage, hvor vi har været før, siger Thyge Rasmussen.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland