DNA fælder svanemorder
Svanen var stadig i live, da den 9. november blev fundet med pile i hals og hoved. Det var først, da pilene blev fjernet at dyret omkom.
Flere henvendelser og DNA-undersøgelser af metalpile peger alle på den samme 22-årige mand.
En 22-årig mand er blevet sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven ved at skyde en svane med metalpile, så den døde. Det fortæller leder af lokalpolitiet i Brønderslev Diana Larsen.
Svanen blev fundet i Rhododendron Parken i Brønderslev med pile i hals og hoved. Svanen var stadig i live, da man fandt den omkring middag den 9. november, men da man fjernede pilene omkom dyret.
Lokalpolitiet har i deres efterforskning fået flere henvendelser om den 22-årige mand, der er fra lokalområdet og deres mistanke underbygges også af tekniske beviser.
- Vi fik lavet DNA-analyser af pilene og de har givet et resultat, der peger på den 22-årige mand, siger Diana Larsen, der ikke ved noget om den unge mands motiv til at skyde svanen med pilene. Hun ved dog, at han har erkendt forholdet.
Den 22-årige, der får en bøde for at overtræde dyreværnsloven, er kendt af politiet i forvejen.