Dobbelt så mange lærerstuderende i Hjørring

Det høje ansøgertal på uddannelserne i Nordjylland skinner flot igennem på læreruddannelserne i Nordjylland. I modsætning til resten af landet, vil flere nemlig være lærer i Nordjylland.

Læreruddannelserne i Nordjylland jubler - og det med god grund. Antallet af ansøgninger til de nordjyske læreruddannelser er steget - som det eneste sted i landet.

- Det er svært at få hænderne ned, vil jeg sige. Det er jo en succeshistorie, som burde fortælles i solskin og ikke i regnvejr, siger rektor ved University College Nordjylland, Niels Horsted.

Ansøgertallet faldt fra 2010 til 2011 i både Aalborg og Hjørring - men det billede er allerede nu ændret med 34 flere ansøgere til uddannelsen i Aalborg, mens der i Hjørring er tale om næsten en fordobling.

Netop i Hjørring har man forsøgt at løfte byens profil som en attraktiv studieby - og det er dét som nu giver pote, mener rektoren for University College Nordjylland.

- Uddannelsen er rigtig godt kendt i det opland, som søger i Hjørring. Og det med vi har flyttet sygeplejerskestuderende, lærerstuderende og pædagogstuderende sammen tror jeg har givet et voldsomt løft i Hjørring - og det er vi rigtig glade for.

Rektoren er heller ikke i tvivl om, hvorfor uddannelserne i Nordjylland er mere populære end andre steder i landet.

- Jeg må jo fristes til, at sige vi har de bedste undervisere, det bedste studiemiljø og bedste setup omkring læreruddannelsen, siger Niels Horsted.


Seneste nyt

fra Nordjylland