Dømt for at svindle med pålægskagemænd
Foto: Joakim Brader
En 26-årig kvinde fra Hjørring er dømt for bedrageri ved at misbruge god kundeservice i en række varehuse
Ved at klage over to pålægskagemænd, hun aldrig havde købt, lykkedes det en 26-årig kvinde ikke mindre end fem gange at få penge retur på det fiktive køb hos Føtex- og Bilka-varehuse. I et sjette tilfælde blev hun dog afvist, fordi hun ikke kunne fremvise en kvittering på købet.
Misbruget af varehusenes gode kundeservice fandt sted i løbet af to dage i begyndelsen af august 2020.
Trods en umiddelbar gevinst på 6.792 kroner voksede træerne dog ikke ind i himlen for den opfindsomme kvinde, for politiet tog fat på sagen. Kvinden lagde alle kort på bordet og tilstod samtlige forhold allerede inden retsmødet.
Kvinden, der ikke er straffet tidligere, blev tiltalt for bedrageri, og hun fik ved Retten i Hjørring en dom på 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på to år.