Døgnhuset reddes måske, men patienter føler sig usikre

Region Nordjylland foreslog i januar at lukke det psykiatriske behandlingssted Døgnhuset i Thisted, men nu skal fagfolk se, om der kan findes et alternativ.

I januar foreslog politikerne i Region Nordjylland at flytte det psykiatriske behandlingssted Døgnhuset fra Thisted til Brønderslev som en del af en større spareplan.

For mange af Døgnhusets patienter ville det betyde en køretur på op mod 140 kilometer.

- Mange psykiatriske patienter kan ikke engang fragte sig selv med bus eller bil og har svært ved at rumme andre mennesker og lider af angst, siger Gitte Andersen, der er sygeplejerske i Døgnhuset.

En af dem, der har benyttet sig af Døgnhuset er Tina Jensen. Hun har flere gange været indlagt med depression, skizofreni og andre psykiske lidelser. I dag er hun rask, men skulle hun have taget til Brønderslev for at få behandling, var det ikke gået sådan, mener hun.

- Jamen så havde jeg ikke været her. Hvis jeg skulle ligge og køre til Brønderslev hver dag, ville min familie nok gå i opløsning.

Men noget kan tyde på at de ansatte og patienternes opråb virker. I hvert fald har Regionsrådet bedt psykiatriledelsen om at udarbejde et alternativ til Døgnhusets lukning. Men sygeplejerske Gitte Andersen er stadig bekymret og fortsætter underskriftindsamlingen for at bevare Døgnhuset.

- Vi ved ikke hvad den alternative plan er, bemærker hun.

- Jeg forestiller mig ikke at der bliver tale om en halvering af sengepladserne, men om det er to, fire eller seks sengepladser mindre end i dag, det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Det er jo det jeg har bedt nogle fagfolk om at komme med et forslag på, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).


Seneste nyt

fra Nordjylland