Dommer løslader tidligere chef i OW Bunker
Foto: (Arkivfoto)
39-årig mand, der er tidligere chef i OW Bunker, er torsdag blevet sat på fri fod af dommer i byretten.
Københavns Byret har torsdag løsladt en tidligere chef i OW Bunker. En dommer afviser at udlevere ham til Italien.
De italienske myndigheder havde krævet den 39-årige Lars Bohn udleveret og har udstedt en arrestordre.
Men retten er blevet overbevist om, at han ikke skal udleveres, oplyser hans forsvarer, advokat Hans Peter Blinkenberg.
Den 39-årige blev 19. december varetægtsfængslet med henblik på udlevering, men nu er den manøvre altså blevet afvist af retten.
Sigtelserne drejer sig om deltagelse i en kriminel organisation, groft bedrageri og dokumentfalsk.
Lige fra begyndelsen har Lars Bohn stædigt holdt fast i, at han er uskyldig. I Dommervagten sagde han blandt andet:
- Det er fuldstændig galimatias. Jeg er temmelig frustreret og ked af det, for jeg er helt uforskyldt blevet rodet ind i det her, sagde han.
Bohn er bosat i USA.