Dømt for røverier

To mænd kendt skyldige i flere røverier og røveriforsøg.

Retten i Aalborg har torsdag fundet to mænd skyldige i røverier, røveriforsøg og flere indbrud og brugstyverier.

Retten idømte Christian Emil Kjær Hansen 4 år og 3 måneders fængsel og Michael Søren Sten 3 år og 3 måneders fængsel.

Størst vægt i dommen havde tre røverier og to røveriforsøg, der blev begået i november og december 2011. Begge blev dømt for et røveri mod MG Kiosken i Vodskov 24. november sidste år, hvor de med en kniv truede sig til 1600 kroner.

19. december 2011 brugte de dømte en kniv og en kølle til at true sig til godt 35.000 kroner og tre kartoner cigareter i Superbrugsen i Vodskov, og 21. december 2011 lykkedes det de to at få et udbytte på 10.500 kroner samt tre kartoner cigaretter ved at true med knive i Dagli'Brugsen i Sulsted.

Desuden blev de to dømt for et røveriforsøg mod Fakta i Vodskov 25. november sidste år. Her truede de ekspedinten med en kniv, men røveriet mislykkedes, da ekspedienten flygtede ud i baglokalet.

Endelig blev Christian Emil Kjær Hansen dæmt for et røveriforsøg mod HCN Pizza i Nørresundby. Det skete også 25. november, og her forsøgte den dømte med en kniv at true sig til penge, men indehaveren truede med en pizzaspade, hvilket fik røveren til at flygte. Michael Søren Sten var til stede ved røveriforsøget, men han blev frikendt for forholdet, da han blot sad i bilen som passager, og derfor mente retten ikke, at han havde medvirket.

Derudover indeholdt dommen en lang række andre forhold. Blandt andet blev de to dømt for indbrud, brugstyverier og afbrænding af en flugtbil.

- Der ligger et fremragnde politiarbejde til grund for de her domme. Der var rigtig mange af forholdene, som vi slet ikke kendte til fra starten, men som er kommet til under efterforskningen, siger anklagerfuldmægtig Sebastian Knop.

Han fortæller, at et af sagens beviser var en sms-korrenspondance mellem de to dømte. Her aftalte de blandt andet detaljer vedrørende røverierne.

Begge mænd har tidligere domme, blandt andet for røveri, brugstyveri og narko. De modtog begge dommen.


Seneste nyt

fra Nordjylland