Drabsmand gift med offers niece
Det er et indviklet og tragisk familiepulsespil i et misbrugsmiljø der udspiller sig i retten i Aalborg i disse dage. I drabssagen fra Mou er gerningsmanden efter drabet blevet gift med offerets niece.
Det er et indviklet og tragisk familiepuslespil i et misbrugsmiljø der udspiller sig i retten i Aalborg i disse dage. I drabssagen fra Mou er gerningsmanden efter drabet blevet gift med offerets niece.
Jan Bystrup Larsen havde ikke noget varmt forhold til sin nu dræbte bror John. Måske er det derfor han godt kan acceptere at hans datter efter drabet er blevet gift med brorens drabsmand.
- Jeg har det ok med min svigersøn. Jeg kender ham som en behjælpelig ung mand, en slider på teknisk skole, hvor han fik gode karakterer, siger Jan Bystrup Larsen om den mand, der har slået hans bror ihjel.
Natten til den 5. december 2010 slog den 20-årige gerningsmand sit offer John Bystrup Larsen ihjel med adskillige slag fra et jernrør. Offerets ansigt blev knust af slagene. Drabet skete efter en lang periode med uoverensstemmelser i familien. Den 20-årige har erkendt vold til følge men nægter drab. Den dræbtes søn følger også sagen fra tilhørerpladserne.
- Her i retten har jeg fået langt større indblik i hvor stort et had, der har været mellem min far og hans familie. Jeg kan forstå at familien følte sig chikaneret af min far, for jeg ved godt hvordan han kunne være når han misbrugte medicin, men det retfærdiggør ikke det der er sket, siger Lasse Martin Larsen.
I retten er det kommet frem at nogen af skænderierne handlede om hvem der skyldte hvem penge. Hvad der ellers lå til grund for stridighederne ønsker familien ikke at fortælle om.
Gerningsmanden og Jan Bystrups Larsen datter blev gift i samme kirke som den dræbte John kort forinden var blevet bisat fra. Jan og hans del af familien er nu flyttet ind i det hus i Mou hvor det grusomme drab fandt sted.
- Jeg har det godt med at bo i det hus. Jeg føler at jeg kommet tættere på min bror ved at bo der, siger Jan Bystrup Larsen.
Retssagen fortsætter ved retten i Aalborg på mandag.