Drabsmand gør fremskridt på institution

Den nu drabsdømte Rasmus Popenda opholder sig på Egely, en sikret institution på Fyn. Pædagogernes rapport blev i dag fremlagt i retten.

Under proceduren i sagen mod Rasmus Popenda læste forsvareren op af den redegørelse, som pædagogerne på institutionen Egely har udarbejdet. I rapporten fremgår det at Rasmus Popenda er faldet mere til ro, som sagens afslutning har nærmet sig. Da dommen faldt i byretten, blev han let irritabel, men det gik hurtigt over. Den kun 16-årige dreng har dårlig samvittighed, og sidder alene på sit værelse om aftenen, og pædagogerne fortæller, at når der er mange hårde kriminelle på institutionen, trækker han sig væk fra dem og søger mod personalet i stedet.

Nervøs før Den Sorte Box
Af rapporten fremgik det også, at den unge drabsmand var temmelig nervøs op til tv-udsendelsen "Den Sorte Box," der fortalte om hans liv, indtil drabet fandt sted i oktober sidste år. Men han tog udsendelsen fattet, selvom han var påvirket. Og så undrede han sig over, hvordan fortrolige oplysninger var havnet i hænderne på journalister uden hans samtykke.

Alt i alt beskriver pædagogerne en ung mand, der selv har den opfattelse, at hans liv indtil nu, og de ting han har gjort, ikke har været i orden. De oplever at han er realistisk og har indføling, er afdæmpet og reflekterende, og gør en stor indsats i skolen.

I september blev Rasmus Popenda dømt for vold med døden til følge i byretten i Aalborg. Men i dag skærpede Vestre Landsret dommen til drab. Strafudmålingen finder sted klokken 15.00.


Seneste nyt

fra Nordjylland