Drabstiltalt far: "Et stort flammehav"

Den 40-årige mand fortæller i landsretten i Potsdam i dag om, hvordan han satte ild til den bil, hvor hans døtre brændte ihjel nær Berlin.

Det første retsmøde mod den 40-årige nordjyske mand, hvis to døtre på ni og ti år fra Østre Hurup brændte ihjel, er nu i gang. Her til formiddag har den 40-årige mand forklaret sig i landsretten i Potsdam.

Først fortalte den 40-årige mand om et meget anstrengt forhold mellem ham selv og ekskonen. Noget som også påvirkede deres to piger.

I løbet af de sidste to år har han - udover at blive skilt - mistet sit arbejde og fået huset sat på tvangsauktion. Han har tidligere haft selvmordstanker, men ville ikke efterlade pigerne.

Han fortalte, at han ikke kunne se en vej ud af alle sine problemer.

På vej hjem fra ferien tilbage i august gav den 40-årige mand begge døtrene en sovepille. Da pigerne faldt i søvn befandt de sig i bilen mellem Hamborg og Berlin. Her fik faderen tanken, at i stedet for at efterlade pigerne, så kunne de i stedet dø alle sammen.

Han kom i tanke om, at han havde to reservedunke med benzin liggende i en taske på passagersædet i bilen og besluttede, at køre ind på en skovsti i nærheden af Berlin. Her hældte han benzinen ud i bunden af bilen og på passagersædet. Efter at have låst alle dørene i bilen antændte han ilden med en lighter, mens han selv og pigerne stadig var i bilen.  

Derefter forklarede manden i retten, at hans instinkt gjorde, at han ikke kunne blive i bilen, da branden blussede op. Derfor tog han selen af og åbnede døren og sprang ud af bilen. Han beskrev bilen som et stort flammehav.

Han fortalte, at han efterfølgende løb ind i skoven, hvor han hørte brag fra bilen. Han kom dog i tanke om, at han havde en køkkenkniv i bilen. Derfor tog han tilbage til bilen for at tage sit eget liv med den. Da bilen var ved at være udbrændt lykkedes det ham at få fat i køkkenkniven med en gren. Han forsøgte at holde kniven op imod et træ for så at kaste sig ind i den - men han kunne ikke gøre det.  

Til sidst løb han igen ind i skoven indtil han kom til en bro, hvor det lykkes ham at standse en lastbilchauffør, der ringede til politiet, forklarede den 40-årige tiltalte i retten.    


Seneste nyt

fra Nordjylland