Dramatisk politijagt efter biltyv
Foto: TV2/Nord
[size=3]Stjal bil i Frederikshavn, blev sporet til Hobro og anholdt ved Foulum[/size]
En 24-årig mand udnyttede en bilejers uforsigtighed, da han stjal bilen, mens ejeren hævede penge i en hæveautomat i Frederikshavn. Bilen, en SAAB 9.7X, er udstyret med sporingschip, så der gik ikke længe før politiet kunne følge efter.
Tyven kørte ad hovedvejen mod Viborg og jagten gik også tværs over markerne omkring forsøgsstationen ved Foulum, inden en patruljevogn fik stoppet biltyven.
- Vi lavede det vi kalder en forsigtig påkørsel, da han forsøger at komme ud på vejen igen, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen.
Biltyven, en 24-årig mand fra Randers, der i forvejen er godt kendt af politiet, blev anholdt på stedet.
Biljagten gik ud over en række marker, og Nordjyllands og Midtjyllands Politi vil derfor gerne høre fra landmænd i området ved Foulum, der har fået skader på deres afgrøder.
Politiet kan kontaktes via telefonnummer 114.