Dreng tiltalt for drab og voldtægt mod ældre kvinde
En 16-årig dreng er nu tiltalt for drab og voldtægt i sagen om den 85-årige Gerda Møller fra Aalborg.
Gerda Møller blev dræbt den 26. maj sidste år i sit hjem ved en kombination af knivstik og slag mod hovedet. Politiet beskrev fra starten sagen som et "bestialsk drab".
Det lykkedes at anholde den mistænkte i september efter et stykke opsigtvækkende efterforskningsarbejde. Drabsmanden efterlod et sålaftryk på gerningsstedet og det viste sig, at aftrykket stammede fra en sko, der kun var solgt i 1000 eksemplarer. Ved at gennemgå dankortbetalingerne for de personer, der havde købt skoen i det lokale Bilka, lykkedes det at udpege drengen, der blev anholdt på Grønland.
Han har erkendt overgrebet og drabet mod den ældre kvinde.
Retslægerådet har tidligere vurderet, at den mistænkte vil være bedst tjent med en dom til anbringelse på en psykiatrisk afdeling. Men rådet har fået sagen tilbage til fornyet vurdering og resultatet af de nye overvejelser vil få betydning for, hvilken form for straf, som anklagemyndigheden vil kræve.
Det er umiddelbart planen, at sagens videre forløb skal falde på plads ved et møde i retten den 17. i denne måned.
/ritzau/