Dropper krudt og kugler: Jagt med bue og pil hitter
Foto: Johnni Isaken
Stadig flere jægere tager ikke riflen eller geværet med på jagt. De vil hellere udfordre sig selv med bue og pil.
Omkring et halvt hundrede nordjyske buejægere har i dag været samlet til konkurrence i terrænet ved Børglum kloster. Fælles for flere af dem er, at de helt har droppet den traditionelle jagt med gevær eller riffel.
- Du kan virkelig mærke adrenalinen i kroppen, når du skyder med bue og pil. Det er en helt anderledes og mere intens jagtform, hvor du skal helt tæt på dyret, der skal lægges ned, siger buejæger Flemming Svendsen fra West Vendsyssel Buelaug.
I modsætning til traditionel krudtjagt, hvor jægeren kan skyde et dyr på hundrede meters afstand, så skal buejægere helt tæt på de dyr, som de skal nedlægge.
- Tilfredsstillelsen ved at skyde et dyr med bue og pil er mange gange større, siger Gorden Qvist fra Raabjerg-Aalbæk Buelaug.
Stor stigning i antallet af buejægere
Ved dagens konkurrence blev der skudt efter skumdyr, så i sagens natur kom der ikke meget kød i gryden, men det er heller ikke helt uvant for en buejæger, der meget ofte må vende hjem uden at have at have affyret et skud, fordi han skal så tæt på sit bytte.
Det er en helt anderledes og mere intens jagtform, hvor du skal helt tæt på dyret, der skal lægges ned
Flemming Svendsen, buejæger
- Vi skyder ikke på noget bytte, hvis vi er længere væk end 20 meter, siger Flemming Svendsen. .
Ifølge Foreningen af Danske Buejægere er der i dag 2.500 buejægere i Danmark. Et tal som bare er vokset år for år.
- Trenden er helt klart, at flere og flere jægere går væk fra den traditionelle jagt, fordi de udfordrer sig selv med bue og pil, siger Preben Sørensen, der er formand for West Vendsyssel Buelaug.
På fire år er medlemstallet i West Vendsyssels Buelaug mere end tidoblet. Fra 12 til 130 medllemmer.