DSB: Der kører ingen tog fredag

Der kommer ikke til at køre tog mellem Aalborg og Frederikshavn fredag på grund af ødelæggelserne ved Sindal.

De store regnmængder resulterede torsdag i, at togdriften mellem Aalborg og Frederikshavn blev indstillet på grund af dæmningsskred ved Sindal. Det ligger nu fast, at der heller ikke kommer til at køre tog på strækningen fredag.

DSB oplyser, at ødelæggelserne er ved jernbanen er for store til, at togdriften kan genoptages. Derfor vil der fredag bliver indsat togbusser mellem Aalborg og Frederikshavn.

Banedanmark har i løbet af torsdagens forsøgt at danne sig et overblik over skaderne langs jernbanen, men de store regnmængder har besværliggjort processen.

- Vi har prøvet at danne os et overblik, men har simpelthen svært ved at komme frem til alle stederne på grund af vandmasserne. Vi prøver at begrænse de skader, der er sket, men passer også på, så vi ikke kommer til at forværre problemerne, siger Klaus Frelling Andersen, sektionschef i Banedanmark, til TV2/Nord.

Der er ingen prognose for, hvornår der igen kan køre tog mellem Aalborg og Frederikshavn.

Nordjyske Jernbaner oplyser, at deres tog kører som planlagt mellem Frederikshavn og Skagen og mellem Hjørring og Hirtshals.


Seneste nyt

fra Nordjylland