DSB: Ingen tog syd for Aarhus før tirsdag

Stormen har ødelagt så meget for trafikken på skinner, at der ikke kører et tog syd for Aarhus før tirsdag.

På grund af stormens skader kommer der ikke til at køre tog syd for Aarhus, på Fyn og på Sjælland før klokken 04 tirsdag morgen, oplyser DSB.

DSB har i øjeblikket omkring 50 tog holdende på stationer rundt omkring i landet. Inden de strandede tog kan køre videre er det nødvendigt at få gjort skinnerne klar igen.

- De mange strandede tog betyder, at det allerede nu står klart, at vi kommer til at køre efter en meget begrænset køreplan i morgen tidlig, siger trafikinformationschef Tony Bispeskov i en pressemeddelelse.

- Selvom stormen så småt løjer af i Jylland forestår der et større arbejde med at få togene på plads til i morgen. Jeg kan kun opfordre vores kunder til at tjekke www.dsb.dk i morgen tidlig, siger Tony Bispeskov.

DSB går nu i gang med at se på muligheden for busser til de mange strandede togpassagerer.

- Vi undersøger i øjeblikket muligheden for at få sat busser ind, så de strandede passagerer uden for hovedstaden kan blive fragtet videre - men det kommer til at tage nogen tid, siger Tony Bispeskov.

De tog, som var i drift mandag eftermiddag, måtte søge ly på den nærmeste station, da DSB valgte, at stoppe al togtrafik syd for Aarhus.

- Jeg har ikke været med til noget tilsvarende tidligere, og jeg har aldrig prøvet før at indstille så stor en del af togdriften. Men vi må bare afvente indtil det igen er sikkert at køre, siger DSB's informationschef Tony Bispeskov.

Tyskerne og svenskerne har besluttet sig for at indstille togtrafikken.

- Der kører derfor ingen tog til Tyskland, og fra klokken 16 kører der tog på halv drift, det vil sige hvert tyvende minut til Sverige, sagde Tony Bispeskov mandag aften.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland