DSB tager nyt år med nedsat hastighed

DSB kører i øjeblikket med nedsat hastighed mellem Aalborg og København, og det vil fortsætte i det nye år.

På grund af massive forsinkelser nedsatte DSB i år hastigheden og tilpassede køreplanen, så det nu tager længere tid at køre mellem Aalborg og København. Til gengæld overholder toget nu køreplanen.

Den nedsatte hastighed betyder at en rejse mellem Aalborg og Århus er forlænget med fem til ti minutter, mens en rejse mellem Aalborg og København tager op mod 25 minutter længere. De langsomme tog kører også ind i 2008.

- Der er ikke grundlag for at fjerne det ekstra tillæg i rejsetiden, siger planlægningschef i DSB Ole Raft til Ritzau.

Det er ifølge DSB stadig skinnerne, der driller, og 2008 kommer til at byde på en stor ombygning mellem Fredericia og Århus. Når skinnerne er forbedret på den strækning, håber DSB på, at der dukker lidt lys op for enden af tunnellen.

- Det giver nogle voldsomme belastninger i de måneder, det varer. Men når vi kommer på den anden side af det, får vi en bedre infrastruktur, så vi håber, at vi i 2009 kan gå på strandhugst i noget af tillægget i rejsetid mellem København og Århus. Hvornår vi kommer nord for Århus, afhænger af Banedanmarks langsigtede planer for sporombygning, siger Ole Raft.


Seneste nyt

fra Nordjylland