"Duncan" pudser formen af
Foto: Bruno Stagsted
Morten "Duncan" Rasmussen er klar til at kæmpe for at hjælpe AaB over nedrykingsstregen i Superligaen.
Efter et hektisk transferforløb er angrebsspilleren Morten "Duncan" Rasmussen endelig del af AaB's trup. Lørdag blev formen så testet, da han sammen med de andre spillere trak i træningstøjet.
Fans og fodboldentutiaster var på plads til lørdagens træning i AaB. En ny spiller har snøret fodboldstøvlerne, og det vækker begejstring.
- Det er rigtig dejligt, så kan vi også få nogle mål, siger unge Mads Andersen, der er stor AaB-Fan.
Det er angrebsspilleren Morten "Duncan" Rasmussen der vækker begejstring. Efter et hektisk transfer forløb kan han endelig fokusere på at spille sig ind på holdet.
- Jeg synes, det er en fed udfordring, der er heroppe. Da AaB henvendte sig, og de følte, jeg kunne hjælpe dem, så synes jeg, det var spændende. Jeg er klar til at tage arbejdshandskerne på og komme herop, siger Morten "Duncan" Rasmussen til TV2/Nord.
I efteråret scorede AaB blot 18 mål fordelt på 19 superligakampe. Det er blandt andet det, den nye angriber skal være med til at ændre på.
- Det som vi først og fremmest bruger vores energi på, det er at få bragt vores angribere, både Morten og andre, i scoringspositioner. Det kan godt være, at der kommer meget opmærksomhed omkring Morten og så kan det være, det giver mulighed for andre, siger træner Kent Nielsen til TV2/Nord.
Til trods for at det farlige højreben nu er en del af AaB truppen, er der dog stadig lang vej til overlevelse;
- Der skal arbejdes hårdt for det her. Det her kommer til at trække ud lige til sidste runde i Superligaen, som tegner ufattelig tæt. Vi går ind med en enorm optimisme, men der er jo ikke kommet point på kontoen endnu.
AaB spiller forårets første superligakamp 5. marts mod Silkeborg.