EBH-aktionærer raser over direktørfusk

Aktionærerne i den krakkede EBH Bank raser over, at den tidligere bankdirektør tilsyneladende lod banken betale for sin hustrus værdiløse pantebrev og dermed påførte banken et milliontab.

"Det er jo en skandale". "Han skulle skamme sig." Aktionærerne i den krakkede EBH Bank lægger ikke fingrene imellem, når de skal forklare, hvad de mener om den tidligere bankdirektør Finn Strier Poulsen.

Tirsdag kunne de læse i avisen, at Finn Strier Poulsen er under anklage for at have hjulpet sin hustru på bankens bekostning, og det falder bestemt ikke i god jord hos aktionærerne.

Aktionær Jørgen Winther mistede omkring 650.000 kroner, da EBH Bank krakkede i november 2008. Han er rasende over det nyeste kapitel i bankskandalen:

- Han skulle simpelthen skamme sig den mand. Jeg ved godt, at man ikke må sige sådan noget her, men jeg ville simpelthen spytte ham i ansigtet, hvis jeg så ham på gaden, siger han.

Ifølge NORDJYSKE anklager den nu statslige EBH Bank den tidligere direktør Finn Strier Poulsen for at have hjulpet sin hustru, Susanne Møller Poulsen, af med et værdiløst pantebrev i en ejendom i Købehavn.
Finn Strier Poulsen skulle efter sigende have ladet EBH Bank købe pantebrevet, selv om skyldneren på pantebrevet var gået i betalingsstandsning. Da skyldneren så gik konkurs, stod banken med et tab på 2,4 millioner kroner, imens Finn Strier Poulsens hustru slap uden tab.

Også aktionær Evald Godiksen er forarget:

- Det er en skandale, at vi har haft sådan en direktør, der simpelthen har snydt egnen på den her måde. Det er jo humbug, siger han.

Topfolkene i den krakkede bank er udover at være blevet meldt til bagmandspolitiet for kursmanipulation for hundrevis af millioner kroner, blevet sagsøgt af staten med et krav om erstatning på 700 millioner kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland