LIGE NU:

EBH Bank deles i to

Den nordjyske bank EBH er på vej mod en Roskilde-løsning.

EBH Bank er på vej mod en Roskilde-løsning. Det fortæller bankens administrerende direktør, Jens Nielsen, til RB-Børsen, efter at den kriseramte banks ledelse har holdt møde med det statslige afviklingsselskab for nødlidende banker.

- Afviklingsselskabet anviser en ny ejer, men vi skal længere hen i processen, før vi ved, hvem det bliver. Alle aktiver og passiver bliver overdraget til den nye ejer, mens aktiekapital og ansvarlig kapital bliver tilbage i den gamle bank, siger Jens Nielsen.

Dermed minder den skitserede løsning om den, der er blevet anvendt for Roskilde Bank. Her er den ansvarlige kapital og aktiekapitalen også blevet tilbage i den gamle bank, og dermed vil der også i tilfældet EBH Bank gå lang tid, før det står klart, om der er nogen penge til den ansvarlige lånekapital og i sidste ende til aktionærerne.

- Det spørgsmål er der ingen, der kan besvare lige nu. Processen med at undersøge udlånsbogen fortsætter. Vi ved ikke, hvor vi ender, når vi kører helt i bund med alle engagementer. Da vi meldte ud, var vi kun delvist igennem tingene, siger Jens Nielsen med henvisning til bankens solvensproblemer.

/ritzau/