Ebh Bank får en uge til at skaffe penge

Kriseramte Ebh Bank får en uge til at finde den kapital, som de mangler for at overholde lovens solvenskrav. Banken skal nedskrive tæt på en halv milliard kr.

Den kriseramte nordjyske Ebh Bank har til næste fredag til at skaffe den kapital, som pengeinstituttet mangler for at opfylde lovens krav om solvens. Det oplyser Finanstilsynet.

Torsdag meddelte banken, at den ikke kan leve op til
solvenskravet på otte procent, og at den derfor er gået i dialog med banksektorens private beredskab til nødlidende banker. Det skyldes, at banken har behov for yderligere nedskrivning på op mod en halv milliard kroner.

Finanstilsynet har nu givet den Fjerritslev-baserede Ebh Bank indtil fredag den 21. november til at finde en solvensløsning, så den matcher bankens individuelle solvensbehov, der vurderes at være væsentligt større end lovens minimumkrav på otte procent. Hvis ikke banken overholder solvenskravet ved fristens
udløb, ryger tilladelsen til at drive bank.

Ebh Bank er kommet i meget alvorlige solvensproblemer efter at uafhængige krediteksperter har beregnet bankens solvensprocent til mellem 7,3 procent og 8,3 procent, afhængigt af om nedskrivningerne udgør 400 millioner kroner eller 493 millioner kroner. På koncernniveau er solvensprocenten beregnet til henholdsvis 5,2 procent og 6,0 procent - altså væsentligt under lovens krav på mindst otte procent.

- På baggrund af de nævnte indberetninger og tilsynets
kendskab til bankens virksomhed og engagementssammensætning, er det Finanstilsynets opfattelse, at revisorernes og ledelsens vurdering af nedskrivningsbehov og solvens ikke kan tilsidesættes, skriver myndigheden.

Finanstilsynet understreger, at det vil tage stilling til en
eventuel fristforlængelse, hvis banken beder om det, og at det vil være indstillet på en forlængelse, såfremt der ved fristens udløb er udsigt til en løsning.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland