EBH Bank sælger afdeling

Aggersund-afdelingen af EBH Bank er nu blevet solgt. Sparekassen Midtfjord overtager filialen.

EBH Bank A/S har solgt sin afdeling i Aggersund. Det er den første af bankens i alt 11 afdelinger, som nu får ny ejer. Det er Sparekassen Midtfjord, der har købt afdelingen i Aggersund.

- Vi har et stærkt ønske om at betjene hele vort lokalområde, og overtagelsen i Aggersund passer fint ind i denne strategi, idet vi nu får et langt større opland mod nord, understreger adm. direktør Erling Vingborg fra Sparekassen Midtfjord til Nordjyske Medier.

Sparekassen Midtfjord overtager også afdelingens fire medarbejdere og ca. 750 kunder.

- Vi er rigtig glade for, at det så forholdsvis hurtigt er lykkedes at finde en køber til afdelingen. Under forhandlingerne har det ligget os meget på sinde at finde en løsning, der er til gavn for såvel medarbejderne som lokalområdet, og vi er overbevist om, at både kunder og ansatte nu er i trygge hænder, fastslår adm. direktør Erik B. Hansen, EBH Bank A/S i Fjerritslev til Nordjyske Medier.


Seneste nyt

fra Nordjylland