Efter AaB-ejers storindkøb: Sådan skal AaB hente første sejr med rekordmange nye spillere
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der har nærmest været kø af nye spillere på AaBs træningsanlæg på Hornevej i Aalborg.
Siden AaB sikrede sig oprykning til 3F Superligaen, har klubbens tyske ejere haft travlt med at sætte underskrifter på nye spillerkontrakter.
Siden juni har AaB hentet ikke mindre end otte nye navne, som man skal være mere end almindelig forboldnørdet for at kende i forvejen.
Det er spillere som Mylian Jimenez fra PSV's reservehold og senegalesiske Oumar Diakhité fra den tyske 2. Bundesliga.
Stort set alle er hentet på fri transfer, og flere af indkøbene har haft mindre succesfulde ophold i de klubber, de kommer fra.
De får nu en ny chance på et AaB-hold, som skal genfødes under den nye cheftræner Menno Van Dam, der kom til Nordens Paris fra sit job som ungdomstræner i Brøndby IF.
- Vi gør meget for, at alle ved, hvordan vi skal spille, når vi er så mange nye. Det kræver noget tid at spille alle ind på holdet, men vi har allerede set gode takter. Vi gør meget ud af, at midtbanespillere, forsvarsspillere og angribere også træner særskilt i hver kæde, så de får opbygget de rigtige relationer, siger Menno Van Dam.
Her er AaBs indkøb:
Vincent Müller, målmand (Duisburg)
Mylian Jimenez, midtbanespiller (PSV Eindhoven)
Andres Jasson, midtbanespiller (New York City FC)
Kelvin John, angriber/kantspiller (KRC Genk)
John Iredale, angriber (Wehen Wiesbaden)
Bjarne Pudel, forsvarsspiller (Dortmund)
Oumar Diakhité, forsvarsspiller (VfL Osnabrück)
Marc Nielsen, forsvar/back (Hvidovre I.F.)
Udover de nytilkomne spillerindkøb rykkede AaB i sommerpausen et par U-19 spillere op i Superligatruppen, hvor cirka 40 procent af spillerne ikke var med i sidste sæson.
Skal vi vente til at par måneder, før spillerne har lært hinaden på banen, og holdet kan udfylde potentialet?
- Forhåbentlig skal vi kun vente uger og ikke måneder. Hvis du spørger de nye spillere, så føler de sig allerede velkomne. Vi skal være som en familie for at levere på banen, siger AaB-træneren.
Den nye AaB-anfører Mathias Jørgensen er heller ikke nervøs for at tage hul på Superligaen med et hold af nye udenlandske spillere.
- Vi har fået en del nye spillere ind, som vi har integreret godt på kort tid. Men der er selvfølgelig stadig noget arbejde foran, siger han.
Det var dog ikke mange af de nye spillere, som havde fundet vej til startopstillingen i sidste uges sæsonpremiere mod FC Nordsjælland. Bortset fra australske John Iredale bestod start-11’eren af velkendte AaB-ansigter fra sidste sæson.
Stilen var dog forandret fra sidste sæsons afventende spil, der fik hug for at være kedeligt og fastlåst.
Højt pres og direkte spil betød nemlig, at AaB i lange perioder af kampen spillede lige op med FC Nordsjælland. Alligevel endte kampen med et 3-0 nederlag til det nordjyske hold.
- Det klinger selvfølgelig lidt hult, når man siger, at man spilled godt, selv om man tabte 3-0. Men der var mange gode ting, vi kan tage med. For eksempel vores spil med bolden, hvor vi formåede at presse FC Nordsjælland tilbage på banen, så de ikke kunne dominere, siger AaBs midtbaneanker, Malthe Højholt.
Den 23-årige midtbanespiller er nu blandt AaBs mest erfarne spillere, og skal binde spillet sammen på et hold, hvor mere end hver tredje på holdkortet er ny.
- Det er altid dejligt med nogle nye spillere, der kan bidrage med andet til truppen. Det tager selvfølgelig noget tid at få dem spillet ind, men vi er godt på vej, siger han.
Kampen mod Silkeborg IF på søndag bliver første hjemmekamp i AaBs tilbagevenden til 3F Superligaen. Ud fra fredagens træning tyder det på, at Menno Van Dam ikke har tænkt sig at lave store ændringer i startopstillingen til kampen på søndag, selv om han ikke vil love, at der bliver genvalg til alle 11 spillere.
En ting skal dog ændre sig fra kampen i Farum.
- Den tid og plads, vi gav væk i Nordsjælland i første halvleg, kan vi ikke give væk igen, siger Menno Van Dam med henvisning til, at AaB blev straffet hårdt på Nordsjællands omstilliger.
Han har stort set alle spillere tilgængelige, bortset fra Jubril Adedeji og Nicklas Helenius, der trænede med fredag, men stadig er på vej tilbage fra skader.
Omvendt trænede midterforsvareren Sebastian Otoa, der udgik af sæsonpremieren i Farum, fuldt med holdkammeraterne under dagens træning.
Kampen spilles på Aalborg Portland Park på søndag klokken 16.