Efter dødsulykke: Nordjysk arbejdsgiver reagerer ikke på rykkere
Foto: Arkiv - Ivan Johan Hansen
En virksomhed fra Arden er blevet dømt efter en af deres ansatte – den 48-årige litauer Alvidas Jančauskas – døde i en arbejdsulykke. Men selv nu, 10 måneder efter, har virksomheden stadig ikke anmeldt dødsulykken eller oplyst om sine forsikringsforhold.
Med hovedet først faldt den 48-årige Alvidas Jančauskas otte meter ned i et betongulv, da han i august 2016 var på arbejde for den nordjyske tømrer- og snedker virksomhed L.J. Montage fra Arden. Styrtet efterlod ham med svære kvæstelser, som han efterfølgende omkom af.
Virksomheden fra Arden har 10 måneder efter endnu ikke anmeldt arbejdsulykken til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det skriver Fagbladet 3F, der har søgt aktindsigt i sagen.
Tømrer- og snedkervirksomheden er heller ikke vendt tilbage, efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fire gange har henvendt sig til dem for at få dem til at oplyse navnet på firmaets forsikringsselskab og forsikringens policenummer.
Alvidas Jančauskas var ved at arbejde på taget af en byggeplads i Dragør, da han trådte på en lægte, som var fastgjort under tagspærene. Lægten gav under, og Alvidas Jančauskas styrtede mod jorden. Her brækkede han ryg- og nakkehvirvler, fik kraniebryd og brækkede flere knogler i ansigtet.
Efter 27 dage i koma afgik han ved døden den 29. august 2016.
Alvidas Jančauskas efterlod sig en nu 22-årig datter, en 21-årig søn, et barnebarn og sin mor. Så længe L.J. Montage ikke er vendt tilbage med de efterspurgte oplysninger, har Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring ingen mulighed for at gøre noget i forhold til en eventuel erstatning til Alvidas Jančauskas efterladte.
Da Alvidas Jančauskas døde undlod hans arbejdsgiver at anmelde dødsfaldet.
Ifølge Arbejdstilsynet var der ikke etableret nogen former for sikring imod gennemstyrtning i tagkonstruktionen. På grund af den dårlige sikkerhed i forbindelse med ulykken indstillede Arbejdstilsynet til anklagemyndigheden, at der blev rejst retslig tiltale mod L.J Montage. Anklagemyndighedens påstand lød på en bøde på 70.000 kroner. L.J. Montage undgik dog retssag ved blot at indvilge i at betale de 70.000 kroner.
Udover den bøde for overtrædelser af arbejdsmiljøloven kan firmaet også ende med at få en bøde for ikke at have anmeldt dødsulykken til Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring og for ikke at have afleveret de oplysninger, der er essentielle for at få sagen afsluttet.
L.J. Montages ejer Lars Bjarne Jensen har ikke ønsket at udtale sig i sagen.