Efter nye barselsreger: Så mange fædre tager mere orlov

Nordjysk minister er begejstret.

- Det er alletiders. Så er der fokus på, at dét at få børn ikke kun er en kvindeting. Så kan kvinderne fortsætte deres karriere på lige vilkår som manden kan, var Lene Damborg fra Sæbys holdning inden forslaget om mere øremærket barsel trådte i kraft.

Nu har de nye regler været indført i godt halvandet år.

En rundspørge af Megafon for Mødrehjælpen blandt 2500 nybage fædre tegner også et billede af en ny (familie-)virkelighed.

Således svarer 75 procent af de nybagte fædre at de enten har holdt eller forventer at holde de 11 ugers barsel, der blev dem øremærket med den nye barselslovgivning.

Undersøgelsen glæder Marie Bjerre (V), den nordjyske ligestillingsminister:

- Det er godt for ligestillingen, og det er godt for familierne, siger hun.

Gennemsnitligt bruger fædrene små 100 dage - 97 - på at holde barsel. Det er 66 dage flere end i 2021.

Marie Bjerre er dog mere opmærksom på de 25 procent, der fortsat ikke benytter sig af ordningen.

- Noget af det jeg hæfter mig ved, er, at de mænd, der så vælger ikke at bruge den øremærkede overlov, siger, at det blandt andet er forholdet på arbejdspladsen, der gør, at de ikke tager den, siger ligestillingsministeren og ræsonnerer over årsagen:

- Det kan være, at der bliver kigget en skæv til dem, eller at det er den økonomiske situation i familien, der gør, at de ikke vælger at bruge den.

Venstre-politikeren fik en del kritik, da ordningen blev en realitet, blandt andre har Mette Abildgaard (politisk ordfører, K), der mener, at den øremærkede barsel er "tvangsbarsel" og har kritiseret Marie Bjerre for det  "mærkværdige" i, at en ligestillingsminister "som liberal kan glæde sig over, at tvang virker".

Fakta om far - og barsel

I sommeren 2022 trådte nye barselsregler i kraft for børn født efter den 2. august 2022.

Her blev 11 ugers barselsorlov øremærket til fædre.

De første to af de 11 øremærkede uger ligger i forlængelse af barnets fødsel, men de resterende ni ligger i slutningen af barslen. Ugerne frafalder, hvis man ikke gør brug af dem inden for det første år.

Reglerne gælder for lønmodtagere, og er man ikke lønmodtager eller på anden vis opfylder et beskæftigelseskrav, kan man overdrage op til 22 ugers orlov med barselsdagpenge til den anden forælder - eksempelvis hvis man er selvstændig. 

Undersøgelsen viser at størstedelen - i alt godt 77 procent - holder barslen, fordi de gerne vil have et nært forhold til deres barn.

- Men vi ved jo, at før barsel blev øremærket, var der faktisk mange mænd, der gerne ville holde mere orlov, men de følte ikke, at de kunne, slutter Marie Bjerre.


Seneste nyt

fra Nordjylland