Efter regnvejr: Solen vinder frem over Nordjylland
Efter torsdagens regnvejr kan nordjyderne nu se frem til en tør dag. Dog er der ingen grund til at finde solbrillerne frem om morgenen og formiddagen, da der stadig hænger en masse skyer i himlen.
Det er dog en god idé at have dem i baghånden.
- Efterhånden forventer vi mere og mere solrigt vejr. Grunden til, at vi ikke har set så meget sol, er fordi der kan være lidt højtliggende siveskyer, men der kommer trods alt mere sol og temperaturer op til 17 -18 grader, fortæller Andreas Nyholm fra TV 2 Vejret.
Og hvis du frygter for, at du ikke kan komme til at sidde udenfor ud på aftenen, er der ingen grund til bekymring.
Vinden vil for det meste være svag rundt omkring i Nordjylland, så der vil være plads til at nyde aftensolen, med temperaturer der i løbet af aftenen vil ligge mellem 10 og 17 grader.