Efter tyvetogt: Det kan du gøre for at undgå tyveri af værktøj

Efter to unge mænd er blevet dømt for tyveriturné i Sæby, kommer håndværkerforening med advarsel - og gode råd. De to mænd er dømt for at stjæle en udendørs PH-lampe samt værktøj for flere tusinde kroner.

Det endte med fængselsdomme til to mænd på 25 og 26 år for en række tyverier i Sæby i januar, da de mandag var for Retten i Hjørring.

Der var tale om indbrud i håndværkerbiler - noget som hvert år koster landets virksomheder millioner af kroner, lyder det fra foreningen Dansk Håndværk.

Særligt udsatte 

Håndværkere er nemlig særligt udsatte, fordi deres varebiler ofte indeholder værdifuldt værktøj, som tyvene mener, de kan sælge. Derfor kommer foreningen nu med en række gode råd, så man kan ruste sig bedre mod tyveri.

- Det er glædeligt, at TV2 Nord mandag kunne fortælle, at gerningsmændene bag et af tyverierne er fanget og idømt fængsel. I deres tilfælde blandt andet for at have stjålet værktøj til en værdi af 45.000 kroner fra en enkelt varebil. Men faktisk er disse indbrud normalt endnu dyrere, lyder det fra direktør Morten Frihagen, der er direktør i arbejdsgiverforeningen.

I gennemsnit stjæles der for 70.000 kroner, oplyser brancheforeningen.

- Dertil kommer, at virksomheden også mister løn til de ansatte, mens der fremskaffes nyt værktøj, og bilen bliver repareret. Så der er al mulig grund til at forebygge tyverierne, forklarer Morten Frihagen.

Dansk Håndværk

  • Dansk Håndværk er arbejdsgiverforening for små og mellemstore virksomheder inden for håndværk, byggeri, og industri.
  • Vi er de små og mellemstore arbejdsgiveres repræsentant – ikke lønmodtagernes, og ikke de store virksomheders repræsentant, skriver foreningen om sig selv.

Gode råd - til alle

Ifølge Dansk Håndværk kan virksomhederne selv risikere at stå med regningen for de stjålne materialer. For hvis tyvene er kommet ind i bilen uden, at der er synlige spor på døre eller vinduer, kan det være svært at få forsikringen til at dække.

- Selv om det naturligvis er politiet, der skal stoppe tyvene, har vi lavet en liste over gode råd, der kan være med til at sænke risikoen for indbrud. Alt efter hvor store værdier, der er i bilerne, er det måske ikke praktisk eller økonomisk fornuftigt at følge dem alle. Men langt de fleste – uanset branche - vil kunne bruge et par stykker af dem, lyder det fra Dansk Håndværk.

Rådene er enkle og spænder fra at parkere bilen i områder med gadelys, op ad en mur, så sidedøren blokeres, over mørke bagvinduer, så tyven ikke kan se ind til mærkning og fotografering af værdifulde materialer og værktøj.

Det kan du gøre for at undgå indbrud i din varebil:

• Bildøre er nemme at bryde op og standardlåsene er sjældent nok. Få installeret en lås, der gør arbejdet for tyvene vanskeligt.

• Køb bil uden vinduer eller sæt spejlfilm på, så tyven ikke kan kigge ind

• Få deaktiveret knappen i kabinen, der låser dørene til varerummet op.

• Sæt en almindelig hængelås indvendig på sidedøren og gå ud af bagdøren

• Montér en spærre på anhængertrækket, der går op så den forhindrer bagdørene i at kunne åbnes.

• Læg værktøj og dyre materialer så de ikke er synlige udefra. Tag det dyreste værktøj med, når bilen forlades

• Parkér i belyste omgivelser gerne tæt op langs en mur, der spærre adgang til side- eller bagdør

• Mærk dit værktøj, hav fotos af det og sæt mærkat på bilen, der viser at værktøj er mærket

• Monter GPS-tracker på særligt dyrt værktøj eller bilen.



Seneste nyt

fra Nordjylland