Efterlysning: 68-årig dame forsvundet
Bente Byskov Thers forlod sit hjem i Hobro mandag. Siden har ingen set hende. Foto: Nordjyllands Politi.
Familie efterlyser den 68-årige Bente Byskov Thers, som uden forklaring forlod sin bopæl i Hobro i mandags.
Fem dage senere har den 68-årige dame ikke givet lyd fra sig, så derfor udsender Nordjyllands Politi nu en efterlysning af kvinden.
- Vi står på ret så bar bund i sagen. Bente Byskov Thers har ikke sin telefon med sig, så vi har ikke kunnet spore hende af den vej, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Bent Højgaard.
Bente Byskov er Thers beskrives som en pæn dame med brille, hun er 68 år, 163 centimeter høj, spinkel af bygning, vejer omkring 50 kilo og har gråt hår. Det vides ikke, hvilket tøj hun havde på, da hun forsvandt.
Bente Byskov Thers har ikke tidligere givet udtryk for noget, der kan forklare hendes forsvinden, så familien er på bar bund, når det kommer til at finde hende eller finde frem til en forklaring.
Familien har ikke efterlyst hende tidligere, da den skulle mødes i dag lørdag til en sammenkomst.
Håbet var, at hun ville dukke op, men da det ikke skete, har man valgt at søge hjælp hos offentligheden.