Efterskole lukker

Lille Vildmose Naturefterskole drejer nøglen om efter et svært år.

I starten af februar kunne det ikke længere løbe rundt for Lille Vildmose Efterskole. Skolens bestyrelse har valgt at lukke skolen og afskedige personalet.

- Det er med grødet stemme, at vi i dag har måtte kontakte elever og forældre for at meddele, at LilleVildmose Naturefterskole må lukke efter knap otte år, skriver skolen på hjemmesiden.

Efterskolen har plads til 45 elever, men har kun haft 22 i dette skoleår. Det betød en stram økonomi, og elever såvel som lærere og forstanderen selv har været nødt til at påtage sig ekstra opgaver i et forsøg på at få det til at løbe rundt. Men nu er kassen endegyldigt tom.

- Bestyrelsen er af den opfattelse, at det økonomiske grundlag for en fortsat drift af skolen ikke længere er til stede, skriver skolen.

Tilbage i starten af januar besøgte TV2/Nord skolen, og dengang var der masser af kampgejst blandt lærere og elever.

- Med så få elever, så er man presset økonomisk, så vi skal have nogle flere elever. Men det tror vi også på, at vi får, sagde skolens nu tidligere forstander, Peter Birch Christensen, dengang.

Men det lykkedes ikke. Lille Vildmose Naturefterskole bliver endnu en i en række af nordjyske efterskoler, der har været nødt til at dreje nøglen om indenfor det seneste år. I august sidste år lukkede både Vittrup og Lynghøj efterskoler.


Seneste nyt

fra Nordjylland